Gå til hovedindhold Spring til søgning Gå til hovednavigation
Om Lampas - billede af Nye By

Om os

Hvem er Lampas?

Lampas blev grundlagt i 1971 af Kjell og Grethe Berentzen. Fra lampefabrikkens begyndelse var der fuld fokus på at skabe exceptionelt design, som kunne indgå i samspil med arkitektur. Det førte blandt andet til det nu legendariske samarbejde med tegnestuen Friis & Moltke i 1970’erne, som resulterede i ikke bare ikoniske lamper som LIBER L5U og ELMAR L3, men også en ikonisk postkasse, LIBER L17 / L18.

Lampas er i dag en moderne producent af belysning til både boliger og byrum. Vi har til huse i Kolding, hvor vi producerer på egne lokationer og hos vores ejer, HITSA-koncernen, som ligger rundt om hjørnet. Når vi ikke har travlt med at svejse, male og samle lamper til dit hjem, producerer vi gadelamper og stibelysning til det offentlige rum. Vi tilbyder belysning i et enkelt, nordisk formsprog, som er produceret med fokus på kvalitet, håndværk, bæredygtighed og social ansvarlighed.

Når du køber lamper fra Lampas, får du mere end et stykke teknik, der kan lyse. Du får en designoplevelse og en lysoplevelse. Vores lamper er skabt til at holde længe. De skal kunne være langtidsholdbare uanset vejr, vind og brug. De skal påvirke omverdenen på en måde, som er bæredygtig og fremtidssikret. Og de skal have en tidløs, gennemarbejdet æstetik, som man bliver ved at glædes over.

Produktion - Montage - Lampas
Design er kvalitet, og kvalitet er design. Hav en ærlig holdning til produktets kvalitet. Hvis nogen kan anfægte det, du siger om produktet, så holder det ikke.

- Kjell Berentzen, Lampas' grundlægger

Produktion - Danmark - Lampas

Kvalitet og håndværk

Alle Lampas-lamper er produceret i Danmark. Vi samarbejder med vores ejer, HITSA-koncernen, om smedeværksted og pulverlakering, og vi samler alle vores lamper i hånden i vores produktionshal i Kolding.

Lysteknikken vil ofte være indkøbt gennem globale leverandører, hvor vi kan være sikre på en god og ensartet kvalitet. Andre emner – som for eksempel kokillestøbning af aluminium – indkøbes hos lokale underleverandører.

Lampas-lamper er moderne håndværk, hvor svejsningerne sker på en af vores to robotter og tjekkes af smeden. På vej gennem vores pulverlakeringsanlæg håndteres og tjekkes lampen af maleren. Den færdige lampe testes og pakkes af en montagemedarbejder.

Bæredygtighed og Dark Sky

Som en del af HITSA-koncernen arbejder vi med bæredygtighed på seks fokusområder: CO2-reduktion, Bæredygtighedscertificeringer, Cirkulær økonomi, Materialer og leverandører, Social bæredygtighed samt Vores egne matrikler.

Derudover arbejder vi i Lampas meget med at reducere lysforurening. Der er et stigende fokus på lysforurening i hele verden, fordi lysforurening overstråler stjernerne og har en række skadelige konsekvenser for dyr, planter og mennesker. Også mange hus- og have-ejere har fået øjnene op for, at havens pindsvin og natsommerfugle har brug for mørket.

Derfor er mange af vores nye lampedesigns skabt, så de lysforurener så lidt som muligt. Nogle af dem er desuden certificeret som Dark Sky-belysning af organisationen Dark Sky International. På alle vores udendørs lamper kan du se, om lampen er Dark Sky.

Produktion - Materialer - Lampas
Produktion - Malerband - Lampas

Kontakt os

Er der noget, vi har glemt at sige? Er der en lampe, du gerne vil have i en særlig farve? Er du i tvivl om, hvordan du skal montere din nye pullert? Eller vil du bare gerne vide, hvor din ordre bliver af? Du er altid velkommen til at kontakte os på shop@lampas.dk eller +45 6916 0300. Vi elsker at tale om lys og lamper, og vi vil gerne høre om netop dit projekt.